Vi har hørt at der er meget indavl i cockere. Er det rigtigt?

- Vi kan naturligvis kun svare for vores eget opdræt, og her kan vi sige, at indavl aldrig har fundet sted, og heller aldrig kommer til at finde sted.


Hvad er forskellen på den "almindelige" (engelske) cocker og den amerikanske?

- Da vi aldrig har haft den engelske cocker, kan vi af gode grunde ikke udtale os om den race. Den amerikanske cocker har vi beskrevet under
punktet "Racebeskrivelse" på forsiden af hjemmesiden.


Hvad er forskellen på en amerikaner han og en amerikaner hun?

- Hvis vi tager temperamentet først, så er der ingen forskel - begge køn er som vi beskriver under punktet
"Racebeskrivelse" på forsiden af hjemmesiden.
Rent fysiologisk skal man tage højde for, at hunhunden kommer i løbetid ca. et par gange om året. Vores piger har et interval,
der svinger mellem 6 og 9 måneder. Første gang de går i løbetid er de 8-9 måneder gamle. En løbetid varer ca. 3 uger.
Hanhunden bliver kønsmoden når han er mellem 6 og 9 måneder gammel. Her kan det hos enkelte hanner være nødvendigt
at stramme op på renligheden, så de ikke går og småtisser (markerer territorium) indendørs.


Fælder Amerikanerne meget?

- Her er der ikke et helt firkantet svar. Amerikanerens pels kan blive meget lang, med meget besværlig pelspleje til følge.
Man kan også vælge at holde sin Amerikaner kortklippet, hvilket gør pelsplejen meget nemmere.
Hvis Amerikaneren bliver børstet et par gange om ugen, bliver de løse hår fjernet samtidig, og der ses ikke meget hår i omgivelserne.
Men hvis man ikke holder pelsen - ja, så er der hår overalt.
Næsten alle hunde har en fældeperiode i foråret og igen i efteråret. Hunhundene har yderligere en fældeperiode i forbindelse med løbetiden.
Amerikanerens pels er af den bløde type, der ikke borer sig ind i møbler m.v. - den samler sig i små totter, der er nemme at fjerne.


Hvornår får I hvalpe igen?

- Svaret findes på vores hjemmeside, under punktet "Lejlighedsvis hvalpe".


Hvad koster jeres hvalpe?

- Svaret findes på hjemmesiden under punktet: "Hvad koster en hvalp"


Kan jeg besøge hvalpen inden den flytter hjemmefra?

- Når moderen har fået hvalpe, skal hun have fred og ro de første par uger. Derefter er både moderen og hvalpen klar til at få besøg.
Vi holder åbent hus en gang om ugen i perioden til hvalpene flytter hjemmefra. Sådan har vi altid gjort, og der er ingen tvivl om,
at det er en stor fordel for både hvalpen og dens nye familie.
Når hvalpen flytter herfra, kender den sin nye familie, og overgangen til nyt hjem foregår trygt og godt.


Kan jeg bestille en hvalp pr. telefon eller på mail?

- For os er det vigtigt, at du som kommende hvalpeejer har været og besøge os og vores dejlige hunde, før du tager den
endelige beslutning om et nyt familiemedlem. Det er utroligt vigtigt for dig, at du ved hvor og hvordan dit kommende familiemedlem vokser op,
ligesom det er meget vigtigt for os, at vi ved, at det er en velovervejet beslutning du træffer, når du ønsker en lille hvalp herfra.
Når alt dette er på plads, kan du komme på vores venteliste.


Har jeres hvalpe DKK stambog?

- Nej. Vi meldte os ud af Dansk Kennel Klub i 2005, efter knap 30 år i klubben. Dette har dog ikke betydet,
at vi på nogen måde har slækket på de krav der stilles til en seriøs opdrætter.
Begrundelsen for vores udmeldelse kan læses på siden: "Lejlighedsvis hvalpe" under punktet: "Vigtig info".


Vi kan se, at I ikke har hvalpe for tiden. Kan I henvise til andre opdrættere, hvor vi kan få en hvalp nu?

- Det ansvar tør vi ikke tage på os. Der findes mange former for opdræt.
Som hvalpekøber bør man selv finde det sted, der opfylder ens krav til en opdrætter bedst.


Er det muligt at købe en hvalp hos jer og betale over flere gange?

- Til det spørgsmål kan vi kun svare: Selv om ønsket om en dejlig hvalp kan være stort, så lad være med at tænke på et nyt familiemedlem,
så længe økonomien ikke kan bære det. Man skal hele tiden være opmærksom på, at det ikke kun drejer sig om prisen for hvalpen.
At have en hund koster også mange penge. Det må aldrig blive sådan, at man må vælge evt. dyrlægebehandling fra, fordi man ikke har råd
til behandling.
En hvalp har kun sin opdrætter til at varetage dens interesser i at vælge en ny familie, og i vores verden indebærer det også, at man
økonomisk har plads til en lille hund. Derfor er det ikke muligt at købe en hvalp hos os på "afbetaling".


Hvorfor har jeg ikke fået svar på min mail?

- Alle der sender en mail til os får svar, under forudsætning af, at det ikke er en anonym mail.
(Anonyme mails: Mails hvor afsenderen ikke tilkendegiver hvem vedkommende er, ved kun at underskrive med et navn, og intet andet).

.....................................................................................................................................................................................................................................
Herunder kan du læse vores svar på de spørgsmål vi ofte får.
Vores svar er naturligvis baseret på vores erfaring med den Amerikanske Cocker Spaniel,
racen der har været vores dejlige følgesvend siden 1976.