|
|

Den Amerikanske Cocker Spaniel er den mindste hund i gruppen jagthunde. I USA er den Amerikanske Cocker Spaniel en af de mest populære hunderacer. I modsætning til den Engelske Cocker Spaniel, der primært er opdrættet til jagt, er den Amerikanske Cocker Spaniel primært opdrættet som familiehund og udstillingsrace, og er lidt mindre end den Engelske Cocker Spaniel. Den Amerikanske Cocker er robust bygget med en kompakt krop og et fint ædelt hoved. En velpræget Amerikaner er ligevægtig og uden frygtsomhed, og fremtræder fri og munter, sund og harmonisk. Den amerikanske Cocker Spaniel er en glimrende allround hund, og den fungerer godt som familiehund. Den amerikanske Cocker Spaniel er en rar og kærlig hund, den har en handy størrelse og trives overalt i selskab med ejeren, som den knytter sig meget til. Racen hører til de hunde der ikke tåler en hård opdragelse. Den amerikanske Cocker kommer som fuldvoksen hund til at veje ca. 12-14 kilo, og bliver ca. 38 centimeter høj over skulderen. Racen har som udstillingshund lang silkeagtig pels. Som familiehund er det mest praktisk med pelsen kortklippet (hvalpeklip). Ved hvalpeklip er det nødvendigt med en ugentlig gennemredning. Ved udstillingspels skal pelsen børstes hver dag. Frisørbesøg ca. hver 3. måned er påkrævet. Racen blev tidligere halekuperet. Dette er ikke længere tilladt i Danmark. Alle kan holde Amerikansk Cocker Spaniel, der er en glad og "lige til" familiehund. |
RACEBESKRIVELSE |
Vi foretrækker, at vores Amerikanere er i en nem og praktisk hvalpeklip. Det er utroligt let at holde pelsen, og ingen tvivl om, at hunden har det meget bedre med kort pels. Den kan færdes alle vegne, uden at pelsen hænger i. Den lange pels er også utrolig varm, især om sommeren. |