Amerikansk Cocker Spaniel 47

Daisy er flokkens leder. Hun er er en utrolig dejlig pige, besindig og kærlig. Alle de andre hunde har stor respekt for hende. Er der optræk
til noget i flokken, går hun ganske roligt imellem, sender dem sit meget bestemte blik, viser at hun bestemmer ved at lægge sit hoved
på uromagerens skulder, og de andre falder til ro med det samme.
Daisy er en helt speciel pige. Hun er altid i nærheden af os. Det bedste hun ved, er at komme op på skødet, ligge på ryggen og blive kælet
på maven. Hun slapper helt af, og der går ikke mange minutter før hun snorker og sover herligt.
Daisy har haft et par kuld hvalpe, og har været en fabelagtig god mor for dem. Når de andre har hvalpe, må hun også lige op og kigge til
kuldet, og se om de unge gør deres arbejde ordentligt!
Når de små er blevet så store, at de kommer på gulvet, er Daisy i sit es. Hun nyder dem bare. Men, når de bliver så frække, at de bider
hende, så hopper hun ud i køkkenet. Her ligge hun og Vince og betragter dem på sikker afstand, og overlader opdragelsen af de små til
moderen og os andre.

Søndag den 3. september 2006 blev en sort dag i vores hundeliv. En uge før Daisy blev 8 år, måtte vi tage afsked med hende. I december
2005 blev Daisy hasteopereret for livmoderbetændelse, operationen gik fint og Daisy kom sig hurtigt igen - men vi havde en fornemmelse
af, at hun ikke helt kom tilbage til sit gamle jeg. Hun var glad og flokfører som hun plejede, men hun var begyndt at sove mere, og
apetitten var ikke så stor den den tidligere havde været. Hen over sommeren begyndte hun at tabe sig, så et besøg på Fakse Dyrehospital
var nødvendigt. Daisy måtte igennem mange prøver, det var ikke nemt at finde ud af hvad der var i vejen. Nogle af hendes prøver var lidt
"skæve", men ikke nok til at der kunne stilles den diagnose - også fordi hun ikke havde symptomer på de ting som prøverne antyde at
hun evt. fejlede. Det var et stort mysterium. Vores dyrlæge var ved at give op, og rådførte sig med en af sine kollegaer, Anette, der er
mediciner. Efter at have gennemgået Daisys journal ringede hun, at hun gerne ville se Daisy igen. Hun havde en mistanke, som yderligere
prøver kunne be- eller afkræfte. Desværre havde hun ret - Daisy led af en uhelbredelig og meget sjælden sygdom i sine nyrer der gjorde,
at nyrerne udskilte hendes protein i urinen - og meget firkantet sagt, så sultede hendes krop hende ihjel.
Vi fik at vide, at da der ingen helbredelse var, kunne vi ikke forvente at have hende ret længe, og når visse sympromer satte ind, så var
det tid at sige farvel.
Vi foretrækker at lade vores hunde sove ind herhjemme. Det mener vi er bedst for vores hunde - og vi har det selv meget bedre ved at
være i hjemlige omgivelser.
Jeg sad med Daisy på skødet da hun fik den første beroligende sprøjte, og da hun tryg og rolig var faldet i søvn i mine arme, fik hun den
sidste sprøjte, og sov fredelig ind. Aldrig lærer vi at tackle dette sidste farvel, men er taknemmelige over, at det kan foregå så fint og
smukt for vores hunde.

Daisy - du har givet os så mange dyrebare oplevelser, du var så speciel en pige. Du vil altid være et sted i vores hjerter.