DOTTIE 1976-1989

Marts 1976, og netop kommet hjem.

December 1976. Mette og Dottie napper sig en lur ovenpå julens strabadser

December 1977. Skal vi dele den dejlige kage?

Er hun ikke bare dejlig?

Fin og nyklippet.

Jeg har fundet en kogle - kan I fange mig?

Dottie var vores første amerikaner. Da vi købte hende, kendte vi ikke spor til racen. Vi købte hende udelukkende fordi vi var faldet for racens udseende - en ganske useriøs indgangsvinkel til at være hundeejer, må vi i dag erkende. Heldigvis viste det sig, at hun var verdens dejligste hund, nem at opdrage, kærlig ud over alle grænser, og hun elskede at være midtpunkt i familien. Da vores datter Mette kom til, var vi spændte på hvad hun ville sige til det. Dottie var da knap et år gammel, og hun tog imod hende med den største kærlighed. Dottie var med når Mette blev skiftet, hun var med når Mette skulle bades og hun var med når vi gik tur. Altid var hun i nærheden af sin "lillesøster". Da Mette blev større og selv begyndte at gå og senere cykle rundt på sin trehjulede cykel, var Dottie altid lige ved siden af hende. De to var ganske uadskillelige, og vi nød at se dem sammen. Dottie var blevet 13 år. En aften hvor vi var ude at gå "godnatturen" blev hun overfaldet af en løs hund. Denne angreb hende helt uden forvarsel, og selv om hun var i snor, kunne jeg ikke nå at afværge. Dottie blev så bidt så voldsomt i nakke og skuldre, at hun måtte igennem flere operationer. Da det så ud til at gå den rigtige vej, tilstødte der en hjerneblødning under den sidste operation hun skulle igennem, og vi måtte tage den tunge beslutning at lade hende sove ind. Sorgen var enorm hos os alle. Tænk at vi aldrig skulle se vores lille glade Dottie igen. For at Mette skulle komme nemmere igennem sorgen, beslutede vi, at vi hurtigst muligt ville købe en ny amerikaner. Regitze indtog vores hjem og vores hjerter. Se billeder og læs om hende på en af de næste sider.