Regitze 1988-1997

11 uger gammel.

Mon Mette giver en lille bid?

Så er jeg et år gammel.

Regitzes første kuld hvalpe. Lille Bianca ligger forrest og dier.

Dejlige Regitze

Regitze med sin skønne datter Bianca.

Dagen efter vi sagde farvel til vores skønne Dottie, hentede vi lille Regitze. Beslutningen om at hente hende så hurtigt blev truffet, for at vores datter Mette skulle komme nemmere gennem sorgen efter tabet af Dottie. Der er heller ingen tvivl om, at det hjalp hende meget, at der kom en lille trold, der selvfølgelig krævede vores fulde opmærksomhed. Regitze ligenede Dottie på rigtig mange punkter, men vi erfarede snart, at selv om de begge var af samme race, havde de også hver deres personlighed. Som Regitze voksede til, kom ønsket om at få en lille hvalp efter hende. Vi mente, at det kunne være godt for hende med selskab af en artsfælde, og vi havde også en lille bagtanke. Vi ved jo, at vi ikke har vores hunde evigt, og efter vi havde mistet Dottie, ønskede vi, at vi havde haft en hvalp efter hende. Da Regitze var blevet 3 år, besluttede vi at lade hende parre. Det indebar, at hun skulle udstilles og det klarede hun pænt. Hun skulle til dyrlægen og undersøges for arvelige øjensygdomme samt have en generel helbredsundersøgelse. Vi havde fundet en dejlig hanhund på en udstilling, og havde aftalt med ejerne, at vi kunne parre med ham, når det blev aktuelt. Alt gik fint, og Regitze fik 6 skønne hvalpe. Det var svært at vælge, hvem der skulle blive hos os. De var alle pragtfulde, men vi kunne jo ikke beholde dem alle sammen. Valget faldt på lille Bianca, og vi fandt heldigvis skønne familier til de øvrige. Føres nu forstod vi, hvor stor glæde to hunde har af hinanden. De legede og tumlede, de hyggede sig sammen, de sov sammen, ja selv lufteturene blev noget helt andet. At se de to glade hunde tumle sig i leg, det fyldte os med så stor glæde, at vi blev enige om, at vi aldrig mere ville "nøjes" med kun at have én hund. Da Regitze blev 9 år, blev hun syg. Vores dyrlæge konstaterede, at hun havde lymfekræft, og vi blev atter nødt til at tage afsked med et elsket familiemedlem. Vores dyrlæge beroligede os med, at sygdommen ikke er arvelig, for siden vi fik Bianca, var lille Stella også kommet til. (Hende kan I læse om på hendes side). Denne gang havde vi heldigvis Bianca og Stella efter afskeden med Regitze. Sorgen var stor, men det hjalp meget, at de to stadig krævede vores opmærksomhed, og ingen tvivl om, at de kunne se at vi var kede af det, og de trøstede os det bedste de kunne. Regitze var en pragtfuld pige, og hun er i dag stammoder til alle de hvalpe vi opdrætter - på mødrenes side.