Amerikansk Cocker Spaniel 39

Da vi i 1976 købte vores første Amerikaner, kendte vi ikke ret meget til racen. Dgang var racen ikke så udbredt i Danmark, og vi skal indrømme, at vi faldt for racen,
fordi vi syntes, at den var så køn. Hvad det ellers indebar at have en sådan hund, vidste vi egentlig ikke. Vi fandt hurtigt ud af, at vi havde fået verdens dejligste,
kærlige og mest trofaste hund - og ikke mindst den allerbedste legekammerat for vores lille datter, Mette, der kom til 7 måneder efter, at Dottie (1976-1989) havde
indtaget vores hjem. Vi oplevede, at vi havde fået et familiemedlem, der altid var i godt humør. Aldrig stod den lille hale stille, og vi lærte, at uanset hvor vi befandt os
- ja så var Dottie højst en meter derfra. Vi har senere erfaret, at det er typisk for Amerikaneren. Den befinder sig altid lige i umiddelbar nærhed af familien, som den
er meget knyttet til.
Da vi efter 13 år måtte gå den tunge gang til dyrlægen, for at Dottie kunne forenes med sine forfædre, var vi klar over, at vi måtte have en efterfølger. Vi havde vidst i
nogen tid, hvor det bar hen, og vi var enige om, at vores næste hund ikke skulle være en Amerikaner. Det mente vi ville være uretfærdigt overfor Dottie, for ingen
anden hund kunne leve op til den dejlige pige, vi måtte tage afsked med; så for at drage så få sammenligninger som muligt, skulle det ikke være en hund der
mindede om hende. Vi kiggede i mange bøger og studerede hunde vi mødte - men nej, de manglede ligesom noget. Og da vi endelig skulle bestemme os, endte det
med en Amerikaner igen. Heldigvis.

Da Regitze (1988-1997) indtog vores hjem, troede vi ikke, at hun kunne udfylde pladsen efter sin forgænger - Dottie havde jo været en stor del af vores liv, vi kendte
hinanden ud og ind - og så kom der sådan en lille spradebasse og forlangte vores opmærksomhed døgnet rundt. Men hvor var hun dejlig - og på mange punkter
lignede hun sin forgænger, og alligevel havde hun bestemt sin egen dejlige personlighed, og jo - hun kunne selvfølgelig udfylde pladsen efter Dottie, vi skulle blot
over sorgen og savnet, så vandt hun os 100%.
Regitze blev 3 år, og vi besluttede, at vi ville have et kuld hvalpe. Vi ville beholde en pige, så de kunne have glæde af hinanden. Denne dejlige hvalp blev Bianca
(1991-2001). Et år senere besluttede vi os for endnu et kuld. Det havde ganske vist været et hestearbejde første gang, men også en helt vidunderlig oplevelse at se
hvalpene vokse op. Denne gang skulle vi naturligvis ikke beholde en hvalp. Da hvalpene voksede til, og tiden nærmede sig hvor de skulle flytte hjemmefra,
besluttede Stella (1992-2005), at hun ville blive - og det fik hun naturligvis lov til.

For at give vores hunde optimale rammer for udfoldelse, blev vi i 1995 enige om at sælge vores hus, og flytte "på landet". Vi fandt et dejligt sted i Haslev, hvor der var
gode udfoldelsesmuligheder, dels i den store have, men også i den skønne natur der omgav os. Nu var pladsen der, og så kom der også et par hunde mere til. Stella
fik et kuld hvalpe, 6 piger og en enkelt dreng. Pigerne fandt hurtigt nye hjem, men der var ingen der havde interesse for den lille fyr. Han havde imidlertid charmeret
os så meget, at selv om vi havde forsvoret, at der skulle være en hanhund i flokken, ja så røg det princip, og Vince (1996-2008) blev en del af familien. Vi var
efterhånden slet ikke i tvivl om, at opdræt og hundene var blevet vores store hobby, noget mere livsbekræftende og vidundelig kan man ikke tænke sig. Vi
besluttede derfor at tage kennelmærke i DKK, det blev Bang-Cock, en kombination af vores efternavn Bang og Cock for den amerikanske cocker.

Vores datter var flyttet hjemmefra, og skulle selvfølgelig også have hund. Vi havde bestilt en dreng hos en anden kennel. Han var barn af to amerikanske importer,
og det var vigtigt for os, at vi fik en hanhund, der ikke var beslægtet med de hunde vi havde i forvejen. Nu var Mette jo vant til flere hunde omkring sig, og glædede sig
selvfølgelig til at Mickey (1997-2009) skulle komme. Men, når man ved hvor stor glæde hundene har af hinanden, kunne hun ikke få over sit hjerte, at Mickey skulle
være "enebarn". Og i tiden mens vi ventede på Mickeys ankomst, havde Bianca hvalpe, og her var den dejligste lille pige, som Mette helt havde tabt sit hjerte til.
Enden blev selvfølgelig, at Shami (1996-2008) flyttede hjem til Mette samme dag som Mickey ankom.

I 1998 besluttede vi, at vi ville beholde endnu en lille pige. Daisy (1998-2006) blev en del af familien. Daisy var den blideste Amerikaner vi nogensinde har oplevet. Hun
var så mild og god, og lavede aldrig "numre" eller skarnsstreger. Hun var i sandhed en rigtig perle. I 2000 kom Silke (2000-2005) og Chanel til. Et halvt år var der
imellem dem - og der er ingen grænser for, hvad de to kunne finde på.

I påsken 2001 købte vi lille Marco. Marco havde været bestilt længe, da vi gerne ville have en lille fyr efter netop hans forældre. Marco bor ikke her hos os, men hos
vores venner Pia og Karsten, der i forvejen har en af Stellas piger. Marco er blevet far til nogle helt vidunderlige hvalpe, og er nu gået på pension.

Se nu var det ikke meningen, at vi skulle have familieforøgelse foreløbig. Men, man skal jo aldrig sige aldrig. Shami fik de dejligste hvalpe i august 2001, og da vi
havde den store sorg at miste Shamis mor Bianca i maj samme år, smeltede vores hjerter, da vi sad med den første hvalp i kuldet. Hun havde en lille hvid plet på
hagen, fuldstændig ligesom hendes mormor Bianca. Maggie havde fået sin plads i vores hjerter.

I april 2002 fik Shami og Mickey hvalpe. På det tidspunkt havde Mette besluttet, at hun ville beholde en lille pige efter sine to hunde. Hun vidste nemlig, at hun nu selv
skulle være mor. Hun mindes stadig - med stor glæde - sine 12 første leveår med vores første amerikaner Dottie, så navnet var hun ikke i tvivl om. Den lille hvalp
skulle også hedde Dottie. Mette og Christian fik i september 2002 en dejlig søn, Mathias, så nu får han også glæden ved at vokse op med en lille hvalp ved sin side.
Vi havde besluttet, at Shamie skulle "pensioneres" og ikke have flere hvalpe. Men vi havde så mange familier der ventede på et lille nyt familiemedlem, at vi blev
enige om, at hun fik lov at få et kuld mere. Den 29. januar 2003 fik hun fire dejlige hvalpe. Den ene familie havde besluttet, at deres lille pige skulle hedde Malou.
Desværre viste det sig, at familien på grund af sygdom alligevel ikke kunne have hende, så det varede jo ikke længe, før vi var så glade for hende, at vi besluttede, at
Malou skulle vedblive at være en del af vores dejlige hundefamilie.

Vores piger er alle født hos os, og indgår som en naturlig del af flokken, som de vokser til. Det er derfor nødvendigt, at drengene kommer udefra. I 2004 var det tid at
tænke på nyt blod igen. Gucci er nu en del af vores hundefamilie. Han bor, ligesom Marco, hos gode venner der i forvejen har en hund herfra.

2004 bragte endnu et hjertebarn - lille Penny. Nu er der sandelig kommet liv i huset igen, hun og Malou rotter sig sammen mod de andre, og så bliver der leget
overalt. Hvor vi dog nyder at iagttage dem.

Den 16. juni 2006 fødte Chanel 4 pragtfulde hvalpe. Vi var meget spændte på hvad vi fik - for vi havde besluttet, at vi ville beholde 2 piger denne gang, hvis vi var så
heldige, at det kunne lade sig gøre. Vi havde mistet både gamle Stella og Silke inden for det sidste år, så der var et lille hul i flokken. Vi var henrykte, da der kom 3
piger og en skøn lille dreng. Vi valgte de to mørkeste. Thilde og Tenna hedder de to spradebasser - og har vi tidligere haft liv i huset, så er det intet at regne for, hvad
de to kan finde på af skarnsstreger.

Vi havde også længe været på udkig efter en ny dreng, til at føre vores hundefamilie videre. Han skulle fremover bo i en god famile og være familiehund, ligesom
Marco og Gucci, så det var nødvendigt at finde et opdræt, hvor vi var sikre på, at hvalpene havde fået en god opvækst både fysisk men ikke mindst psykisk, altså en
sund og velpræget lille dreng. Efter at have ledt i næsten et år, fandt vi i sommerne 2006 det helt ideelle sted - i Nord Sverige. Stor var glæden da vi kunne hente ham
hjem. Flyveturen tog han i strakt pote - han sov hele vejen hjem i mine arme, og da vi nåede Kastrup, vågnede han, strakte sig, og var klar til at indtage sit nye land og
hjem. Først skulle han lige charmere tolderne mens de kontrollerede alle hans papirer, og så gik turen ellers til hans nye hjem i Lyngby, hvor han nu bor hos Bessie
og Per, sammen med sin amerikanerstorebror Baloo, som Bessie og Per købte hos og et år tidligere. Vi vidste, at de gerne ville have en amerikaner mere, så hvad
var mere nærliggende, end at de fik vores nye lille trold. Bessie og Per havde besluttet at han skulle hedde Anthon - har er jo svensker, så sådan blev det. I
skrivende stund er han blevet far til nogle skønne kuld hvalpe.

2009 blev året, hvor dejlige Benji blev en del af familien. Benji er en herlig dreng, utrolig legesyg, kælen, kærlig og sjov. Han er i gang hele dagen, finder hele tiden på
nye lege, og især elsker han at hente og bringe bolde og div. legeting. Han elsker når her kommer gæster, både mennesker og hunde, og han er helt sikker på, at
alle kommer kun for hans skyld!

I marts 2009 solgte vi vores dejlige hus i Haslev, og flyttede til vores "sommerhus" (Møllehuset, her lå Krummerup Mølle tidligere) i den lille landsby Krummerup ved
Fuglebjerg. Da vi købte huset, var vi godt klar over, at der skulle ske en stor istandsættelse, og vi har brugt mange week-ender og ferier på at gøre det klar til os og
vovserne. Her har vi alt den plads hundene og vi kan ønske os, både i huset, men især på vores store grund, hvor alle hundene løber frit og nyder tilværelsen. I
eftersommeren 2009 gik Kurt på efterløn, så nu er vi begge herhjemme og nyder at have endnu mere tid til vovserne. Som en stor sidegevinst bor vi kun få minutter
fra vores datter og svigersøn, og vores to dejlige børnebørn. Børnebørnene nyder at være her og lege med hundene, og når vi har hvalpe, bruger de meget tid
sammen med dem.

I dag er Regitze stammoder til alt hvad vi opdrætter - på pigernes side. Når vi ser, at to hunde giver et skønt kuld hvalpe, både af sind men så sandelig også når det
kommer til sundhed, så holder vi gerne fast i, at de to vedbliver at være "kærester". Der er ingen grund til at eksperimentere med div. hanner, når man har ramt en
god kombination.
Vores mål er at opdrætte sunde familiehunde med et godt og stabilt temperament, så kommer eksteriør (udseende) i anden række. Naturligvis gør det ikke noget, at
hundene også er smukke, men sundhed og temperament vil altid have første prioritet hos os.
Vi har efterhånden opdrættet i rigtig mange år, og mange hvalpe har vi haft glæden ved at se vokse op, og derefter flytte hjem til deres dejlige familier. Heldigvis har
vi efterfølgende haft fin kontakt til rigtig mange af hvalpenes familier. Kun på den måde kan vi følge med i, om vi har gjort vores avlsarbejde godt nok.

Det er en stor glæde for os, at vi kan give andre mennesker den dejlige oplevelse det er, at have en (eller flere) Amerikanere, som vi selv har, og har haft gennem
alle årene. Du kan finde en referenceliste fra en del af vores hvalpekøbere under siden "Lejlighedsvis hvalpe" - derefter klikkes på "Vigtig info".

Vi går ikke på kompromis, når vi har hvalpe, hverken på sundhed eller psyke. De er under opsyn døgnet rundt, og i menneskehænder lige fra første dag. De vokser
op i hjemmet, og færdes over det hele, så snart de er store nok. Dette gør, at de er trygge ved alt hvad der foregår i hjemmet når de flytter herfra, og derfor falder til i
sin nye familie med det samme.

Du kan læse mere om vores hundeliv på de næste sider. God fornøjelse.