Amerikanere siden 1976
Da vi i 1976 købte vores første Amerikaner, kendte vi ikke ret meget til racen. Dengang var racen ikke så udbredt i Danmark, og vi skal indrømme, at vi faldt for
racen, fordi vi syntes, at det var den smukkeste hund vi nogensinde havde set. Hvad det ellers indebar at have en sådan hund, vidste vi egentlig ikke, men vi fandt
hurtigt ud af, at vi havde fået verdens dejligste, kærlige og mest trofaste hund - og ikke mindst den allerbedste legekammerat for vores lille datter, Mette, der kom
til 7 måneder efter, at Dottie (1976-1989) havde indtaget vores hjem. Vi oplevede, at vi havde fået et familiemedlem, der altid var i godt humør. Aldrig stod den lille
hale stille, og vi lærte, at uanset hvor vi befandt os - ja så var Dottie højst en meter derfra. Vi har senere erfaret, at det er typisk for Amerikaneren. Den befinder sig
altid lige i umiddelbar nærhed af familien, som den er meget knyttet til.

Da vi efter 13 år måtte gå den tunge gang til dyrlægen, for at Dottie kunne forenes med sine forfædre, var vi klar over, at vi måtte have en efterfølger. Vi havde vidst
i nogen tid, hvor det bar hen, og vi var enige om, at vores næste hund ikke skulle være en Amerikaner. Det mente vi ville være uretfærdigt overfor Dottie, for ingen
anden hund kunne leve op til den dejlige pige, vi måtte tage afsked med; så for at drage så få sammenligninger som muligt, skulle det ikke være en hund der
mindede om hende. Vi kiggede i mange bøger og studerede hunde vi mødte - men nej, de manglede ligesom noget. Og da vi endelig skulle bestemme os,
blev det alligevel en Amerikaner igen. Heldigvis.

Da Regitze (1988-1997) indtog vores hjem, troede vi ikke, at hun kunne udfylde pladsen efter sin forgænger - Dottie havde jo været en stor del af vores liv, vi kendte
hinanden ud og ind - og så kom der sådan en lille spradebasse og forlangte vores opmærksomhed døgnet rundt. Men hvor var hun dejlig - og på mange punkter
lignede hun sin forgænger, og alligevel havde hun bestemt sin egen dejlige personlighed, og jo - hun kunne selvfølgelig udfylde pladsen efter Dottie, vi skulle blot
over sorgen og savnet, så vandt hun os 100%.
Regitze blev 3 år, og vi besluttede, at vi ville have et kuld hvalpe. Da vi mistede Dottie, ville det have været dejligt, om vi havde haft en hvalp efter hende, men så
langt havde vi ikke tænkt tidligere. Hvis hvalpeprojectet ville lykkes, ville vi beholde en pige, så de kunne have glæde af hinanden. Regitze fik et kuld dejlig hvalpe.
Det var svært at vælge, men valget falde til slut på Bianca (1991-2001). Efter et skue, hvor vi havde haft begge pigerne med, spurgte en familie om vi skulle have
hvalpe igen. Det var vi nu ikke helt sikre på. Det havde været et hestearbejde første gang, men også en helt vidunderlig oplevelse at se hvalpene vokse op. Da
Regitze gik i løbetid tog vi kontakt til familien for at høre, om det var seriøst med ønsket om en af vores hvalpe. Det var det, og vi besluttede at få et kuld hvalpe
igen - men så ikke mere. Denne gang var det ikke meningen at vil ville beholde en hvalp - men da hvalpene voksede til, og tiden nærmede sig hvor de skulle flytte
hjemmefra, besluttede Stella (1992-2005), at hun ville blive - og det fik hun naturligvis lov til.

Oplevelsen med de to kuld hvalpe, og vores nu tre dejlige hunde, vendte efterhånden vores verdensbillede, og hundene fik en større og større plads i vores hverdag.

Af flere årsager, men især for at give vores hunde optimale rammer for udfoldelse, blev vi i 1995 enige om at sælge vores hus, og flytte "på landet". Vi fandt et
dejligt sted i Haslev, hvor der var gode udfoldelsesmuligheder, dels i den store have, men også i den skønne natur der omgav os. Nu var pladsen der, og så kom
der også et par hunde mere til. Stella fik et kuld hvalpe. Da alle hvalpene var flyttet- pånær en lille fyr - havde han imidlertid charmeret os så meget, at selv om vi
havde forsvoret, at der skulle være en hanhund i flokken, ja så røg det princip, og Vince (1996-2008) blev en del af familien. Vi var efterhånden slet ikke i tvivl om,
at vores lille opdræt og hundene var blevet vores store hobby, noget mere livsbekræftende og vidundelig kan man ikke tænke sig. Vi besluttede derfor at tage
kennelmærke i DKK, det blev Bang-Cock, en kombination af vores efternavn Bang og Cock for den amerikanske
cocker.

Da vores datter flyttede hjemmefra, ville hun selvfølgelig også have hund. Vores Bianca havde fået et dejligt kuld, og her var en lille pige som fuldstændig knyttede
sig til Mette. Mette har været omgivet af hund(e) hele sin opvækst, og har være meget med på udstillinger, og selv udstillet. Hun kunne også godt tænke sig at
fortsætte med hundehobbyen, og ville gerne have to hunde, så de kunne have glæde af hinanden. Vi havde bestilt en dreng hos en anden kennel. Han var barn af
to amerikanske importer, og det var vigtigt for os, at vi fik en hanhund, der ikke var beslægtet med de hunde vi havde i forvejen. Da Mickey (1997-2009) kom hjem,
flyttede både han og Shami (1996-2008) med, da Mette flyttede.

I 1998 fik vi endnu et kuld hvalpe, og vi besluttede, at vi ville beholde endnu en lille pige. Daisy (1998-2006) blev en del af familien. Daisy var den blideste
Amerikaner vi nogensinde har oplevet. Hun var så mild og god, og lavede aldrig "numre" eller skarnsstreger. Hun var i sandhed en rigtig perle. I 2000 kom Silke
(2000-2005) og Chanel (2000-2014) til. Et halvt år var der imellem dem - og der var ingen grænser for, hvad de to kunne finde på.

I påsken 2001 købte vi lille Marco (2001-2013). Marco havde været bestilt længe, da vi gerne ville have en lille fyr efter netop hans forældre. Marco kunne ikke bo
hos os, Vince mente, at én hanhund i flokken er nok. Han flyttede ind hos vores venner Pia og Karsten, der i forvejen har en af Stellas piger. Marco klarede sig
flot i udstillingsverdenen, er blevet far til nogle helt vidunderlige hvalpe.

Se nu var det ikke meningen, at vi skulle have familieforøgelse foreløbig. Men, man skal jo aldrig sige aldrig. Shami fik de dejligste hvalpe i august 2001, og da vi
havde den store sorg at miste Shamis mor Bianca i maj samme år, smeltede vores hjerter, da vi sad med den første hvalp i kuldet. Hun havde en lille hvid plet på
hagen, fuldstændig ligesom hendes mormor Bianca. Maggie (2001-2011) havde fået sin plads i vores hjerter.

I april 2002 fik Mettes Shami og Mickey hvalpe. På det tidspunkt havde Mette besluttet, at hun ville beholde en lille pige efter sine to hunde. Hun vidste nemlig,
at hun nu selv skulle være mor. Hun mindes stadig - med stor glæde - sine 12 første leveår med vores første amerikaner Dottie, så navnet var hun ikke i tvivl om.
Den lille hvalp skulle også hedde Dottie (2002-2013). Mette fik i september 2002 en dejlig søn, Mathias, så nu får han også glæden ved at vokse op
med en lille hvalp ved sin side. (I januar 2006 kom lille Emmelie til, så nu er der to dejlige børn der leger med alle hundene).
Mette havde besluttet, at Shami skulle "pensioneres" og ikke have flere hvalpe. Men der var så mange familier der ventede på et lille nyt familiemedlem, at vi blev
enige om, at hun fik lov at få et kuld mere. Den 29. januar 2003 fik hun fire dejlige hvalpe. Den ene familie havde besluttet, at deres lille pige skulle hedde Malou.
Desværre viste det sig, at familien på grund af sygdom alligevel ikke kunne have hende, så det varede jo ikke længe, før vi var så glade for hende, at vi besluttede,
at Malou (2003-2012) skulle vedblive at være en del af vores dejlige hundefamilie.

I 2004 blev Gucci en del af vores hundefamilie. Han er en rigtig charmetrold, og har også klaret sig godt i udstillingsverdenen. Han bor, ligesom Marco, hos en
familie der i forvejen har en hund herfra.

2004 bragte endnu et hjertebarn - lille Penny (2004-2014). Nu er der sandelig kommet liv i huset igen, hun og Malou rotter sig sammen mod de andre, og så bliver
der leget overalt. Hvor vi dog nyder at iagttage dem.

Den 16. juni 2006 fødte Chanel 4 pragtfulde hvalpe. Vi var meget spændte på hvad vi fik - for vi havde besluttet, at vi ville beholde 2 piger denne gang, hvis vi var så
heldige, at det kunne lade sig gøre. Vi havde mistet både gamle Stella og Silke inden for det sidste år, så der var et lille hul i flokken. Vi var henrykte, da der
kom tre piger og en skøn lille dreng. Vi valgte de to mørkeste. Thilde og Tenna hedder de to spradebasser - og har vi tidligere haft liv i huset, så er det intet at
regne for, hvad de to kan finde på af skarnsstreger.

Vi havde også længe været på udkig efter en ny dreng, til at føre vores hundefamilie videre. Han skulle fremover bo i en god famile og være familiehund, ligesom
Marco og Gucci, så det var nødvendigt at finde et opdræt, hvor vi var sikre på, at hvalpene havde fået en god opvækst både fysisk men ikke mindst psykisk, en
sund og velpræget lille dreng. Efter at have ledt i næsten et år, fandt vi i sommerne 2006 det helt ideelle sted - i Nord Sverige. Stor var glæden da vi kunne hente
ham hjem. Flyveturen tog han i strakt pote - han sov hele vejen hjem i mine arme, og da vi nåede Kastrup, vågnede han, strakte sig, og var klar til at indtage sit
nye land og sin nye familie. Først skulle han lige charmere tolderne mens de kontrollerede alle hans papirer, og så gik turen ellers til hans nye hjem i Lyngby,
hvor han nu bor hos Bessie og Per, sammen med sin amerikanerstorebror Baloo, som Bessie og Per købte hos og et år tidligere. Vi vidste, at de gerne ville have
en amerikaner mere, så hvad var mere nærliggende, end at de fik vores nye lille trold. Bessie og Per havde besluttet at han skulle hedde Anthon - har er jo
svensker, og sådan blev det. I skrivende stund er han blevet far til nogle skønne kuld hvalpe.

I marts 2009 solgte vi vores dejlige hus i Haslev, og flyttede til den lille landsby Krummerup syd for Fuglebjerg. Her har vi alt den plads hundene og vi kan ønske os,
både i huset, men især på vores store grund, hvor alle hundene løber frit og nyder tilværelsen. I eftersommeren 2009 gik Kurt på efterløn, så nu er vi begge
herhjemme og nyder at have endnu mere tid til vovserne. Som en stor sidegevinst bor vi kun få minutter fra vores datter og vores to dejlige børnebørn.
Børnebørnene nyder at være her og lege med hundene, og når vi har hvalpe, bruger de meget tid sammen med dem.

2009 blev også året, hvor dejlige Benji blev en del af familien. Benji er en herlig dreng, utrolig legesyg, kælen, kærlig og sjov. Han er i gang hele dagen, finder hele
tiden på nye lege, og især elsker han at hente og bringe bolde og div. legeting. Han elsker når her kommer gæster, både mennesker og hunde, og han er helt
sikker på, at alle kommer kun for hans skyld!

2012 blev året, hvor endnu en planlagt familieforøgelse gik i opfyldelse. Vi havde besluttet, at vi ville beholde to piger fra samme kuld efter Tenna, hvis vi var så
heldige, at vores ønske kunne gå i opfyldelse. Vi havde på forhånd truffet aftale med ejerne af en rigtig dejlig hanhund, sund og rask, og med det herligste
temperament (men også en rigtig flot fyr), så da Tenna gik i løbetid i foråret, tog vi afsted, så de to kunne få en herlig hyrdetime.
Vores ønske om to helt vidunderlige piger gik heldigvis i opfyldelse, Mille og Line kom til verden i april, og vi nyder de to spilopmagere. De giver os så mange sjove
og herlige oplevelser.

I 2014 fik Line sit første, og desværre eneste, kuld hvalpe. Tre hvalpe havde hun i sig, de to kom fint ud, men den sidste kom ikke, så vi måtte forbi
dyrlægen, et kejsersnit blev nødvendigt. Desværre viste det sig, at hendes livmoder var bristet, den lille hvalp var død, og vi blev rådet til, at hun fik fjernet
alt i underlivet. Det var en trist (og dyr - kr. 14.300,-) oplevelse, især fordi vi havde planlagt, at Mille og Line skulle være vores sidste piger i vores lille opdræt.
Line har det heldigvis fint i dag, og hygger med resten af familien.
Endnu en familieforøgelse måtte til, og Silke (ikke at forveksle med vores første Silke) blev en del af familien. Hun bor hos Mette og børnene. Deres
gamle pige var sovet ind, deres Vince kunne ikke finde ud af at være alene, så hvad var mere nærliggende, end at Silke blev hans lillesøster.
De trives virkelig i hinandens selskab. Når Silke med tiden skal "hjem" og have hvalpe, flytter en af vores piger hjem til ham, i den tid Silke er hos os.

I dag er Regitze stammoder til alt hvad vi opdrætter - på pigernes side. Vores ønske har altid været at opdrætte sunde, kærlige familiehunde med et godt og
stabilt temperament, så kommer eksteriør (udseende) i anden række.
Naturligvis gør det ikke noget, at hundene også er smukke, men sundhed og temperament vil altid have første prioritet hos os.
Vi har nydt vores lille hundehobby i rigtig mange år, og især glæden ved at se vores hvalpe vokse op, og derefter flytte hjem til deres dejlige familier. Heldigvis
har vi efterfølgende haft fin kontakt til rigtig mange af hvalpenes familier. På den måde, har vi kunnet følge med i, om vi har gjort vores avlsarbejde godt nok.

Det er en stor glæde for os, at vi kan give andre familier den dejlige oplevelse det er, at have en (eller flere) Amerikanere, som vi selv har, og har haft gennem
alle årene. Du kan klikke HER og læse hilsener fra en del af vores hvalpekøbere frem til 2005, hvor vi så os nødsaget til at melde os ud af DKK, for at kunne
fortsætte med vores lille hobbyopdræt. Hilsener fra hvalpekøbere i tiden derefter kan du læse HER. Vores begrundelse for at melde os ud af DKK kan du læse
HER.

Du kan læse mere om vores hundeliv på de næste sider. Rigtig god fornøjelse.

-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-