Da vi skrev til vore hvalpekøbere, fik de sammen med vores hilsen materialet fra DKK samt vores indlæg til DKK´s blad HUNDEN. Vi stillede tre
konkrete spørgsmål omkring køb af hvalpe hos os, hvis vi ikke havde været medlem af DKK på købstidspunktet:

* Ville I have betragtet os som useriøse og fundet et andet sted?

* Ville I, hvis det skulle blive aktuelt, atter købe en hvalp hos os, selv om den ikke har DKK stambog?

* Har stambogen mere at sige ved køb af hvalp, end stedet hvor hvalpen er vokset op?


Vi er dybt rørte over den store opbakning vi har fået. Tusind tak alle sammen.

Her kan I læse mange af de dejlige svar vi har modtaget:



Kære Irene.
Jeg vil bare lige skrive til jer, at det er fuldstændig ligegyldigt for os, om i står i Dansk Kennelklub eller ej. Det vigtigste er, hvordan hvalpene vokser op hos jer,
mage til søde og kærlige familiehunde skal man lede længe efter.
Vi mistede vores elskede Malou, efter lang tids sygdom, men vi var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var hos Jer vi skulle have amerikansk cokerspaniel igen. Så vi
kører gerne fra Ebeltoft til Haslev, vi ved hvad vi får, en kærlig dejlig hund, som man har stor stor glæde af.
Jeg kan derfor anbefale alle der overvejer at købe amerikansk cokerspaniels, at købe den hos Irene og Kurt, bedre og mere professionel kennel findes ikke.
Kennel Bang-Cock vil altid have en plads i vores hjerter.

Kærlig hilsen

Truntes forældre
Bodil og Leif Ejdesgaard

-o-o-o-o-o-o-o-o-o-

I efteråret 2005 besluttede vi at skulle have hundehvalp igen – 2 ville vi gerne have denne her gang (dobbelt glæde), en lys og en sort hvis muligheden bød sig. Vi
har haft amerikaner før, den vidunderligste lille hunhund som blev 9 ¾ år, hun blev årsag til vi gerne ville have amerikanere igen.

Vi kontaktede Kennel Bang-Cock efter beslutningen om at få to hundehvalpe. Vi blev hjerteligt modtaget og vi talte om hvordan og hvornår vores ”familieforøgelse”
kunne finde sted. Hvis alt gik efter planen ville vi blive 2 flere i familien fra medio april 2006. Vi blev endvidere informeret om at Kennel Bang-Cock ikke mere var
medlem af Dansk Kennelklub, det var da ærligt at melde det ud, men vores køb af hundehvalpe havde ikke noget med Dansk Kennelklub at gøre. Det er vigtigere
for os, at hvalpene kommer fra et godt, kærligt og velordnet stueopdræt med stor viden om racen, end kennelen er medlem af Dansk Kennelklub.

Den 23. februar 2006 ringede Irene og fortalte vi havde fået 2 små piger, en lys og en sort. Ja, nu kunne tiden kun gå for langsomt til vi kunne hente vores hvalpe
medio april. I tiden op til besøgte vi hvalpene mange gange og hver gang blev vi modtaget med åbne arme og tid til ”hvalpesnak” over Irenes hyggeligt dækkede
kaffebord. Det var dejligt at se vores hvalpe i så kærlige omgivelser og ikke mindst Kurt og Irenes stolthed over alle disse dejlige hundebasser i deres hjem.

Den 26. april hentede vi vores dejlige piger hjem. Og alle formaliteter var i orden til mindste detalje, med dyrlægebesøg, diverse tests, vaccinationer og en flot
Kennel Bang-Cock stamtavle med billede af både mor og far.

Nu er vores hvalpe næsten 9 måneder og selvfølgelig de allerdejligste piger i hele Verden. Vi er glade for vi tog beslutningen om at få 2 på en gang, og det er fordi
vi kan se hvor meget glæde de har af hinanden og vi har af dem. Der har også været meget arbejde med at få 2 samtidig, men alle de dobbelte glæder vi har fået,
har været ”arbejdet værd”. Skulle vi gøre det om, ville vi prompte få 2 igen, samtidig.

Susanne Funder
-mor til
Petit og Fleur

-o-o-o-o-o-o-o-o-o-

Kære Irene og Kurt.
Stor var vor sorg, da vi i 1998 mistede endnu en dejlig amerikansk cockerspaniel, men sorgen blev vendt til glæde, da vi kom ned til jer, og så vort nye hundebarn
for første gang.
Vi har haft "amerikanere" siden 1973, de sidste mange år altid to. Vi har købt vore hunde hos tre forskellige prof. opdrættere, men aldrig har vi været i så dejlig en
kennel, som jeres. Alle hunde vi mødte var glade og tillidsfulde.
Om I er medlem af Dansk Kennelklub eller ej, vil på ingen måde påvirke vort valg. Det vigtigste er at vore hunde er sunde, kærlige og glade, og det er vi sikre på
at få når vi handler med jer.

Kærlig hilsen
Skipper og Kirsten
- samt Molly og Sally

-o-o-o-o-o-o-o-o-o-

Hej Irene

Efter en første gennemlæsning af det materiale du har sendt, kan jeg se at det indeholder problematikker som jeg ikke tumler med til daglig.
Jeg har tænkt mig en nærmere gennemlæsning/omtanke, men uanset om jeg derved bedre forstår
emnet kan du regne med støtte herfra for så vidt angår køb af familiehund ved jer.
Den måde vi har fået vores hund på var i alle henseender tilfredsstillende.
I har på alle måder skabt den nødvendige/ønskede viden og tryghed som jeg/vi ønskede da vi skulle have ny hund:

Ville I have betragtet os som useriøse og fundet et andet sted?
Jeg betragter jer som yderst seriøse, og ville ikke have fundet et andet sted

Ville I, hvis det skulle blive aktuelt, atter købe en hvalp hos os, selv om den ikke har Dansk Kennel Klub stambog?
Jeg vil med største fornøjelse benytte jer igen, og ville også anbefale jer til andre som ønskede en hund som vores Amerikaner

Har stambogen mere at sige ved køb af hvalp, end stedet hvor hvalpen er vokset op?
Stambogen har ikke betydning for mig. Det er vigtigere at jeg kan se de voksne hunde, og
at det dokumenteres at de forhold som vurderes som vigtigt for hvalpenes første uger er
tilstede.

Håber ovenstående er svar på de spørgsmål du stiller til os, under alle omstændigheder kan du påregne at vi gerne stiller os til rådighed med positive/sande
udsagn til kommende købere i evt. nyt regi

Irene - du ringer/skriver bare hvis vi kan hjælpe

Hilsen
Gert & Susan

-o-o-o-o-o-o-o-o-o-
Kære Irene

Sikke noget rod og hvor er det trist når de som ikke har etikken med sig skal rammes, så trækker de sådan nogle som Jer med ned!
Jeg vil meget gerne svare på dine spørgsmål og til HVER en tid støtte op om, at I kan fortsætte Jeres avl, bare sig hvad jeg kan gøre. At skrive på Jeres
hjemmeside er en rigtig god idé og jeg vil meget gerne fortælle om den meget positive oplevelse det er at købe hvalp hos Jer.

Som svar på dine spørgsmål:

Ville I have betragtet os som useriøse og fundet et andet sted? Nej og nej fordi, at jeg efter køb af den første amerikaner hos en anden kennel, erfarede at
dét at være medlem af Dansk Kennelklub ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at hvalpene har en god og tryg opvækst.

Ville I, hvis det skulle blive aktuelt, atter købe en hvalp hos os, selv om den ikke har Dansk Kennel Klub stambog? Ja, jeg ville til hver en tid købe en
hvalp hos Jer igen, også uden Dansk Kennel Klub stambog og ville ligeledes til hver en tid anbefale Jeres kennel til andre.

Har stambogen mere at sige ved køb af hvalp, end stedet hvor hvalpen er vokset op? Nej, absolut ikke og det er mine 2 amerikanere et godt bevis på.
Den første som blev købt hos en kennel, hvor indtægten fra hvalpe vejede højere end hvalpens tryghed i de første måneder er i dag, selv efter flere års træning og
konsultationer hos hundeterapeuter, stadig mærket af en opvækst uden nogen form for menneskelig prægning, hvilket gør ham meget utryg i ukendte situationer.
Min anden hund, som jo er købt hos Jer, har en sund og naturlig nysgerrighed for at udforske nyt og er væsentlig mere tryg, kort sagt en helt anden hund.
Kære Irene, I har så vidunderlige velafbalancerede hunde, så I har slet ikke brug for Dansk Kennel Klub. I har været så mange år på banen, så mon ikke Jeres
gode ry er slået fast rundt omkring. Nej, I kan måske ikke fortsat sælge hos avlere hvis ikke hvalpen har stambog, men de private som søger en familiehund, kan
jo bare ikke finde et bedre sted at købe hund!!
Sig hvad jeg kan gøre for at hjælpe og jeg skal gøre alt hvad jeg kan for at gøre mit til at I kan fortsætte.

Kærlig hilsen
Gitte...og selvfølgelig Charlie og Felix

-o-o-o-o-o-o-o-o-o-

Kære begge to.

Som vi siger i Jylland. "Det er træls bøvl". Vi har svært ved at sætte os ind i hvad foreningen vil opnå med dette tiltag andet end at ødelægge vilkårene for i hvert
fald nogle af deres egne medlemmer.

Vi er fuldstændig enige med jer og vi er da bedøvende ligeglade med stamtavler. Vi vil bare have nogle sunde, raske og glade hunde med garanti for, at der ikke
sker indavl. Mon ikke alle jeres kunder har samme opfattelse.

Nu varer det forhåbentlig længe inden vi skal købe hund igen, men når tiden kommer kunne vi ikke drømme om at henvende os andre steder, også selv om I ikke
længere er medlem af den mærkelige forening. OG vi vil anbefale alle andre, der gerne vil have en amerikaner at henvende sig til jer.

Kærlig hilsen,

Helle, Caroline, Lilli, Hardy, Mie og Emma
Lunderskov

-o-o-o-o-o-o-o-o-o-

Kære Irene og Kurt.
Vi vil meget gerne give vores mening til kende, vi forstår ikke rigtig de nye principper i Dansk Kennel Klub, det lyder vanvittigt at en hanhund kun må blive far til
ca. 32 hvalpe, og kan godt se det bliver svært fremover, resultatet kan blive at vi bliver oversvømmet med hvalpe fra østlandene, som er alt andet end seriøse. Da
vi skulle have hund, interesserede vi os ikke for om I var medlem af Dansk Kennel Klub, vi fandt at Jeres Hjemme side og oplysningerne om hundene var den
mest relevante i forhold til de andres Hjemmesider om Amerikanske Cocker Spaniels, og måden, man bliver modtaget på, og den måde I holder af Jeres dyr,
giver kun respekt om Jeres avlsarbejde, og vi vil til hver en tid købe hvalp hos Jer igen hvis det bliver aktuelt, selvom I ikke er medlem af Dansk Kennel Klub. Vi vil
også anbefale Jer til andre der vil købe hund, vores Freja er den sødeste og glade lille hund, og har ikke nogle sygdomme, som kan fremkomme af indavl. Stedet
hvor hvalpen vokser op, betyder mere end stambogen, den kan vi jo ikke bruge til meget da hun ikke skal have hvalpe eller udstilles, en sød og glad familie hund
betyder mere for os, og det tror jeg de fleste vil sige. Vi håber for Jer at Dansk Kennel Klub ikke fastholder den linie.

Hilsen Erling og Kirsten
2670 Greve

-o-o-o-o-o-o-o-o-o-

Kære Irene og Kurt,

Vi fik i 1990 ved lidt af et tilfælde kendskab til den dejlige hunderace American Cocker, da Poldis søn købte en hvalp, Yannick, i en dyrehandel i Wien. Vi
passede hunden meget, og han følte sig hjemme hos os. Vi overtog Yannick helt, da han var 6 år, og vi nåede at få 4 dejlige år med ham.

Vi vidste, at vi ville have en amerikaner igen, men ville vente, til Poldi gik på pension i 2003.
Da vi var kommet over den største sorg, begyndte jeg at undersøge, hvor vi til sin tid kunne købe en hvalp. Vi var bl.a. på hundeudstilling, hvor jeg fik at vide, at
der på det tidspunkt ikke var opdrættere i Østrig, der er i mellemtiden kommet en i Oberösterreich, men stedet forekom mig af en eller anden grund ikke så
seriøst.

Jeg ledte på Internettet i Tyskland og Danmark, hvor jeg bl.a. faldt over jer. Jeg blev med at vende tilbage til jeres hjemmeside, da det hele hos jer virkede meget
seriøst, og I var de eneste (i både Tyskland og Danmark), som opgav en fast pris på hvalpene.

Da vi nåede til 2003, hvor vi planlagde at få en hund i efteråret, var vi i Danmark i forbindelse med en familiefest i juni. Jeg ringede til jer og aftalte et besøg, da vi
meget gerne ville se jeres opdræt. I fortalte ved besøget, at I altid så folk an, inden de måtte købe en hund, hvilket vi fandt meget positivt, og vi blev til al held
godkendt.

Vi tænkte på intet tidspunkt over, om I var medlem af Dansk Kennel Klub, eller om hvalpen ville have en stambog, da vi ikke agtede at bruge hunden til andet,
end han skulle være et medlem af familien. Det var først, da jeg hentede Figo, at det gik op for mig.

Vi vil til enhver tid købe en hvalp hos jer uden Dansk Kennel Klub stambog. For os er det vigtigere at vide, at hvalpen kommer fra et godt og kærligt sted.

Vi er på jeres vegne meget kede af, at I har fået disse problemer at kæmpe med, men I kan til enhver tid regne med vores opbakning.

Kærlig hilsen
Poldi og Vibeke
Wien
Østrig

PS. Jeg fortalte dyrlægen om jer, og han bad mig hilse og sige, at I for ham lød til at være meget seriøse.