Er matematik og gener to forenelige størrelser?

En kommentar til formandens leder i august nummeret - fra én af de kenneler, der normalt tilhører det tavse flertal.

Allerførst vil vi tilslutte os den del af indholdet i lederen, der vil modarbejde indavlsdepression, her kan vi kun være helt enige. Vi er blot forundrede over, at Dansk
Kennel Klub har besluttet, helt udemokratisk og uden forudgående debat, at indføre at nedlægge avlsforbud på individer der er blevet forældre til ca. 25% af ét års
samlede registrede antal hvalpe i sin pågældende race.
Dette ville have sin berettigelse, såfremt alle opdrættede hunde efterfølgende indgik i avlen igen - men det er jo absolut ikke tilfældet.

Vi håber, at der kommer en livlig, og konstruktiv, debat omkring dette emne, og vi vil i den forbindelse komme med vore synspunkter og argumenter imod måden
Dansk Kennel Klub har valgt at gribe problematikken an på. Naturligvis kan vi kun tale på egne vegne og ud fra de principper vi har valgt at drive vores opdræt på:

Vi har siden 1976 haft den dejlige Amerikanske Cocker Spaniel som familiehund. I 1991 fik vi vores første kuld hvalpe, og det blev starten på den skønneste
hobby man kan tænke sig. Vi kendte på det tidspunkt racen, på godt og ondt, og formålet med vores opdræt har lige fra starten været, at arbejde for at opdrætte
fysisk sunde hunde, med et kærligt og godt temperament, med henblik på, at give andre familier den dejlige oplevelse der er, at have et herligt firbenet
familiemedlem. Med andre ord, opdræt af hunde der skal være familiehunde, og ikke avlshunde.
Vi har, siden vi i 1991 fik vores første kuld, og i de 14 år der er gået indtil nu, opdrættet mange dejlige hvalpe, som alle er kommet i vej som skønne familiehunde.
Af alle disse har 2 (to) haft den fornøjelse at få hhv. ét og to kuld hvalpe, disse er også "endt" som familiehunde. Rent statistisk tæller alle disse hvalpe jo, men i
avlspopulationen er de ikke eksisterende.

Vores race er en af de forholdsvis små racer. I 2004 blev der registreret 186 Amerikanske Cocker Spaniels, heraf var 30 importer. Det vil sige, at en hanhund,
efter Dansk Kennel Klubs nye principper højst må blive far til ca. 46 hvalpe, eller omregnet i kuld, ca. 7 kuld i hele hundens levetid. Har man f.eks. fire tæver i
avlen, ja så er den kvote jo hurtigt brugt op. Så er det jo bare at gå til en af de andre opdrættere og parre, vil den hurtige så tænke. Sådan er det i dag, og det er
jo en dejlig måde at få nyt blod ind i avlen på - men vil andre "sælge" en parring nu - vel vidende, at det så går ud over ens egne muligheder for at bruge sin
hanhund? Næppe. Vil de, der har brugt store resurser på at hjemtage en ny hund fra udlandet, med nye friske gener, lade ham parre til andre for den pris en
parring indbringer, kontra eget opdræt af et kuld? Næppe. Man kan så købe en hanhund efter den han som man ikke får mulighed for selv at bruge - blot er der
så stor sandsynlighed for (i de små racer) at der på tævens side ligger nogle forfædre som man selv har i sine linier i forvejen. Her er det så OK i Dansk Kennel
Klub at sende en stambog ind til registrering hvor de samme forfædres navne optræder mere end én gang. Ak ja, så røg intentionen om at undgå
indavlsdepression på ganske "lovlig" vis.

Måske var det fra en helt anden vinkel, Dansk Kennel Klub skulle gribe problematikken an på? Vi har jo lært, at vil man ændre/forbedre noget, må man også selv
bidrage med idéer, og her har I et par strøtanker, som måske kunne blive grundlag for en videre debat.

Man kunne holde tallene på avlshunde og familiehunde (som der er stor sandsynlighed for aldrig senere viser sig i avlen) adskilt. Hvordan? De fleste racer har i
dag en eller anden form for avlsrestriktion, som Dansk Kennel Klub skal kontrollere før der udstedes stambog. Kunne det være en idé at man før avl skulle have
godkendt, at den hund man ønsker at bruge, som det allerførste bliver godkendt efter "25% reglen", således at Dansk Kennel Klub kun vurderer de hunde der
er/kommer i avl - og dermed får et mere reelt billede af avlspopulationen?

En nemmere måde at styre tingene på, kunne være, at arbejde med stambogen. Hvor mange gange er det rimeligt at den samme forfader/moder går igen på
stambogen, og i hvor tætte forbindelser?

Såfremt Dansk Kennel Klub fastholder den nuværende holdning, vil det få uanede konsekvenser for alle os opdrættere af antalsmæssigt små racer, hvor
størstedelen af hvalpene opdrættes som familiehunde. Inden længe har vi intet avlsmateriale, og vi kan vinke farvel til utallige racer.

Den skæbne har vi ikke tænkt os skal overgå vores opdræt. Vi har gennem mange år arbejdet på at forbedre vores race, og med stort held. Vi står i dag med
linier, hvor vi ikke ser de sygdomme, som var kendetegnende for racen for blot 10-15 år siden. Dette ved vi, fordi vi holder kontakt til de hvalpe der flytter herfra, og
vi kan derigennem følge hvad vi "laver".

Vi har i dag den store glæde, at vores hvalpe altid er bestilt lang tid før de bliver født - Dansk Kennel Klubs oplysningskampagner hvor hvalpekøberne lærer at se
sig for, før de handler, har virket. Vi ved også, at de der ønsker en god familiehund, sætter større pris på, hvor og hvordan deres nye familiemedlem er vokset op,
end hvilken stambog der følger hunden.
Vi elsker vores hunde og vores hobby så højt, at vi er parat til at betale den høje pris, at vi, hvis intet bliver ændret omkring denne problematik, ser os nødsaget til
at lade Dansk Kennel Klubs og vore veje skille - men vi håber, at dette ikke bliver nødvendigt.


Med venlig hilsen

Irene og Kurt Bang
Kennel Bang-Cock
Moltkesvej 47
4690 Haslev
Dansk Kennel Klub medlem nr.: 37830

(Efterfølgende er vi blevet klar over, at det ikke drejer sig om 46 hvalpe i hele hundens levetid, men blot 32. Dette gør situationen endnu mere umulig)

Den 12. oktober kom svaret fra Jørgen Hindse Madsen i medlemsbladet HUNDEN:

Irene og Kurt Bang, der opdrætter amerikanske cocker spaniels, synes det er en god idé at undgå indavlsdepression, men er utilfredse med måden de etiske
regler administreres på. Irene og Kurt hævder, at det er umuligt at få så mange forskellige dyr i avl, som det er nødvendigt, såfremt man skal efterleve de etiske
anbefalinger, og nævner at stort set intet af deres opdræt er kommet i avl.
Til det vil jeg sige: Det skal I hjælpe til med; I har tydeligvis en rigtig god kontakt til jeres hvalpekøbere, så det skulle næppe være det store problem at få nogle af
disse til at avle et kuld hvalpe på en af de, sunde, racetypiske hvalpe, de har købt af jer. I kan jo tilbyde at hjælpe dem. Der er vel ingen, der bedre end
opdrætteren, er kvalificeret til at hjælpe med netop det. Tænk hvilket tilskud til den genetiske mangfoldighed det vil give, hvis I over en årrække fik 10-15 hunde af
jeres opdræt i avl!
Med den seriøse holdning til opdræt og ikke mindst kontakt til hvalpekøberne, I giver udtryk for, så nægter jeg at tro, at I vil kunne finde jer "tilrette" i en af de
andre stambogsiførende organisationer, sådan som I antyder til slut i jeres indlæg. Selvom I er kritiske, så tak for indlægget. Jeg håber mine kommentarer er
svar på spørgsmålet om matematik og gener. Det er der sammenhæng i.

---------

Vi sidder tilbage med en underlig tom fornemmelse efter dette svar - et svar der ikke svarer på problematikken i vores henvendelse. Ikke ét ord om opdræt af
familiehunde, der ikke indgår i avlspopulationen igen.
Det eneste vi kan give Jørgen Hindse Madsen ret i, er at vi ikke vil kunne finde os tilrette i andre stambogførende organisationer.

For at kunne fortsætte vores lille hobbyopdræt i samme ånd som hidtil, blev det desværre nødvendigt at lade DKK´s og vore veje skille.