Lederen i Dansk Kennel Klub´s medlemsblad HUNDEN august 2005

Af Jørgen Hindse Madsen, formand for Dansk Kennel Klub´s bestyrelse og sundhedsudvalg.


Nogle af Dansk Kennel Klub´s medlemmer har den seneste tid modtaget et brev fra Dansk Kennel Klub. I nogle af brevene står, at der er nedlagt avlsforbud på
medlemmets hanhund, fordi han er blevet far til for mange hvalpe i den pågældende race. Andre har fået brev om, at der er blevet nedlagt avlsforbud på deres
tæve, fordi hun har haft for mange kuld, og evt. fordi hun er for gammel.
"Skal kennelklubben nu til at blande sig i, hvor mange hvalpe min hund skal have?" vil nogle utvivlsomt spørge. "Ja. det er vi desværre nødt til i visse tilfælde," vil
bestyrelsens og sundhedsudvalgets svar lyde. Og hvorfor så det? Det er jo gået meget godt i mange år, vil mange hævde.
Det sidste er både rigtigt og forkert. Det er rigtigt, at det er gået godt, hvis man fokuserer på, at mange racer er blevet "typefaste" - dvs. at flest mulige hunde i
racen på ensartet vis lever op til standardens forskrifter om hundens udseende. Det er også rigtigt, hvis man fokuserer på, at flest mulige hunde i racen opnår
gode resultater i diverse brugskonkurrencer, hvad enten det drejer sig om markprøver, brugshundeprøver, slædeløb, agility eller noget andet specialiseret.
Derimod er det ikke i alle racer gået godt, hvis man fokuserer på antallet af hunde med f.eks. nedsat immunforsvar eller med særlige racespecifikke
sygdomme.
"Og hvad har det så at gøre med, hvor mange hvalpe min hanhund må blive far til?" vil skeptikeren spørge. Her er vi ved et nøglepunkt i forståelsen af
avlsarbejdet. Hvis nogle få hunde - f.eks. dem der har klaret sig særlig godt på udstillinger og prøver - benyttes meget mere end gennemsnittet af hunde i racen,
så vil deres gener - på godt og ondt - i løbet af få generationer gennemsyre hele racen. Hos stort set alle hunde vil der være nogle af deres gener som ikke er så
"gode". Det er ikke noget man kan se uden på hunden, og det er heller ikke noget, man bare lige kan få undersøgt hos en dyrlæge på forhånd. Disse "dårlige
gener" spredes - sammen med alle den pågældende (han)hunds (der er jo normalt hanhundene der producerer rigtig mange hvalpe) fortræffeligheder i hele
racen.
Efter et par generationer har vi det problem, at en opdrætter, der parrer to hunde, som begge langt ude er i familie med vores tophund, vil opdage, at hvalpene
nu får de dårlige gener i "dobbelt dosis", fordi både far og mor bærer dem med sig, og hvalpene bliver syge.
Vi har fået en for lille genetisk variation, og racen kommer til at lide af dét, man kalder en indavlsdepression.


Det kan være svært for en ejer med en sund og rask hanhund at forstå og acceptere, at tævehundens ejer må henvises til at benytte en hanhund, som er af
dårligere eksteriør- eller brugsmæssig kvalitet, fordi det umiddelbart forekommer ulogisk. Men som det forhåbentlig fremgår af ovenstående, så er det en
fornuftig fremgangsmåde - for racens sundheds skyld.
Det kan også være svært at forstå og acceptere, at en hanhund i nogle antalsmæssigt små racer kun bør blive far til f.eks. 12 hvalpe i hele hans levetid, mens
en hanhund i store racer måske kan blive far til 500 hvalpe.
De mennesker, der for alvor ved noget om genetik, anbefaler, at en hanhund i hele sin levetid maximalt bliver far til et antal hvalpe, der svarer til 25% af et års
stambogsføringer. Lad os tage et eksempel. De sidste fire år er der stambogsført i gennemsnit ca. 2.200 labrador retrievere (det er mere rimeligt at tage et
gennemsnit over nogle år end at se på et enkelt års registreringstal, som kan være præget af tilfældige udsving). 25% af en registreringsårgang for labrador er
550 hvalp. Det vil sige, at ingen labradorhan bør blive far til mere end 550 hvalpe. Det lyder jo ganske rimeligt.
Men det samme forhold gør sig imidlertid også gældende, hvis vi tager en race "X" med et årligt gennemsnitligt registreringstal på f.eks. 48 hvalpe. 25% er 12
hvalpe. Det vil sige, at selv en rigtig god hanhund i race "X" ikke bør blive far til mere end 12 hvalpe i hele sin levetid.
I mange racer skal man så endda være opmærksom på, at nummer to og tre på "hanhunde-hitlisten" måske er brødre til eller sønner af racens tophund. Så
skal man for alvor tænke sig godt om som tæveejer og forsøge at benytte avlspartnere, som ikke er beslægtet med disse hanhunde.


Det andet problem med at lade tæver få for mange, for hyppige og/eller for sene kuld er umiddelbart mere forståelige for den enkelte. Her er der fokus på
umiddelbar dyrevelfærd. Tæverne skal ikke bare friste en tilværelse som fødemaskiner. Men i antalsmæssigt små racer kan også en tæve komme til at udgøre
en genetisk flaskehals.
Dansk Kennel Klub foretrækker absolut at lade den sunde fornuft og den almindelige ansvarsbevidsthed råde. For der er behov for et råderum, når man
beskæftiger sig med noget, som for de fleste er baseret på hobbyvirksomhed og entusiasme. Desuden vil der være meget kompliceret at lave meningsfulde,
generelle regler på en del af disse områder.
Vi har Dansk Kennel Klub´s etiske anbefalinger, som vi for god ordens skyld gentager inde på Dansk Kennel Klub-siderne i dette nummer af bladet.
Anbefalingerne er en rettesnor for opdrætterne. Og så har vi - i stambogføringsreglernes punkt 11 - hjemmel til at gribe ind med en løftet pegefinger og evt. et
avlsforbud, hvis der er enkelte af Dansk Kennel Klub´s opdrættere, som ikke selv kan finde en fornuftig balance uden hensyntagen til racens tarv og dermed til
de enkelte hundes livskvalitet. Den mulighed vil Dansk Kennel Klub også i fremtiden benytte sig af, hvis det viser sig nødvendigt.
Denne leder drejer sig om enkelte af punkterne i de etiske anbefalinger. Som opdrætter af et kuld hvalpe skal man stadig have alle punkterne fra de etiske
anbefalinger med i sin planlægning. Ellers ryger kæden bare af et andet sted. Dansk Kennel Klub´s opdrættere skal lave fysisk og mentalt sunde hunde, som
er raske og lever længe. Det er meget, meget vigtigere for hvalpekøberne end om forældredyrene har championtitler. Husk dét både som opdrætter og
hvalpekøber.